Mamorino

Funktionalismen og dens konsekvenser for stukkatørfaget

Omkring 1930 begyndte funktionalismen sit indtog i den danske arkitektur. Som navnet antyder, lagde man vægt på det funktionelle i bygningerne, og kunstnerisk udsmykning havde derfor ringe eller ingen værdi længere. Lejlighederne blev som kasser, uden gesimser til at danne overgang mellem væg og loft, uden rosetter – ja, i det hele taget uden udsmykning af nogen art. Også udvendigt blev facaderne ribbet for pynt. Idealet blev nu glatte mure med store enkelte vinduer.

For at overleve som stukkatør måtte man derfor finde nye muligheder inden for faget, således at man kunne indordne sig efter den herskende arkitektur og smag. Det betød altså, at stukkatørerne skulle tænke innovativt og kreativt ud fra allerede kendte materialer – og samtidig skulle de være villige til at inddrage nye materialer i faget.

Gips kan anvendes meget smukt til beklædning af vægge. Profilerede stukplader opfyldte arkitekternes krav til det ”rene” udseende. Restaurant Nimb i København, bygget af Ernst Kühn, er netop et eksempel på anvendelsen af profilerede stukplader. Lysgesimser var et andet moderne indslag.

Kunststen og kunstmarmor blev også brugt i stort omfang. De mange forlystelsesetablissementer, som skød frem i mellemkrigsårene, blev et eldorado for anvendelsen af gips og kunststen. Nimb, Wivex, Marienlyst og biograferne Palladium og Alexandra for at nævne nogle af de kendte.

Læs om marmorpudsen Mamorino her

Også hvad de udvendige arkitekturelementer angår, kunne man være med inden for faget. Færdigstøbte altanbrystninger i kunststen eller gesimser og vinduesindfatninger var blandt mulighederne. En mere skjult og knap så interessant detalje i byggeriet var udluftningskanalerne, som vist kun få tænker sig er udført i gips. Også inden for havekunsten fandt stukkatørerne en niche. I disse år satte kun fantasien grænser for deres skaberevner.

 

Endnu hårdere tider for stukkatørerne

Funktionalismen og de trange krigsår var et langt og sejt træk for stukkatørene, men de kom i gennem. 60’erne og 70’erne var imidlertid ikke bedre tider for stukkatørerne. I 60’erne forsvandt de sidste små stuklister fra lofterne, fordi arkitekturen nu bød helt rene linjer. Såvel vægge som lofte blev beklædt med trælister, og hvis man ikke var begejstret for træ, fik man i stedet forsænket sine lofte med fabriksfremstillede gipsplader. Oliekrisen gjorde sit til, at de høje lofte forsænkedes. Man vidste imidlertid ikke, at det overhovedet ingen effekt havde.

Omkring 1980 var der kun 12 aktive stukkatører, inkl. mestre, i tilbage Danmark. Halvdelen af dem var over pensionsalderen men stadig i arbejde.Det var naturligvis ikke kun stukkatørfaget, som var ramt. Også andre håndværkergrupper som bødkere, stenhuggere, billedskærere og forgyldere hørte til de såkaldte uddøende håndværk.

I 1980’erne steg interessen igen for stukkatørenes arbejde. Interessen for tidligere tiders arkitektur vågnede for alvor igen igen, og en vis nostalgi bredte sig. Der kom gang i byrenoveringen og behovet for restaurering af byens facader øgedes i takt med den stigende forurening. To store projekter fra denne tid er renoveringen af Dehns Palæ og restaureringen af loftet i riddersalen på Rosenborg. I årene fra 1980 til 1990 steg antallet af stukkatører til 22 aktive i Danmark, et antal som dog stort set er forblevet det samme efterfølgende.