Facaderenovering

Opgangstider i det danske byggeri

Den sidste halvdel af 1800-tallet var en turbulent tid for bygningssektoren. Det var opgangstider for byggeriet. Folk flyttede i stort antal fra land til by, og dette krævede en massiv udvidelse af boligmassen. I kølvandet på dette, kom de større offentlige institutioner.

For Københavns vedkommende kan bl.a. nævnes Blindeinstituttet,, Det Kongelige Teater, Statens Museum for Kunst, Glyptotekets ældste afsnit, og den nu nedbrændte Panoptikonbygning. Arkitekten, professor Ferdinan Meldahl, som var førende indenfor dansk arkitektur i denne periode, sagde i 1854: ”Konstruktionen må rette sig efter dekorationen”, og med denne læresætning i baghovedet ville tidens arkitekter ifgl. Meldahl kunne ”frembringe noget mere morsommere, åndfuldere, thi fantasien er ikke længere lammet.” 

Denne dekorationsiver gav næring til stukkatørfagets blomstring, og det var ikke blot de store offentlige bygninger, som blev udsmykket med stuk - også de bedre beboelsesejendomme fik overdådige dekorationer. Tiden gik simpelthen over i historien som ”Stukperioden”.

Læs om facaderenovering med fokus på dekorationer her
 

Kriseåret 1908 og konsekvenserne af verdenskrigene

I 1908 kom bankkrisen, og det betød, at byggeriet næsten gik i stå. I 1908 var der 100 stukkatører i Danmark – 61 var arbejdsløse. Situationen var med andre ord katastrofal. De unge stukkatører rejste udenlands eller tog andet arbejde, og de fleste ældre stukkatører var arbejdsløse.

I denne tid tog mestrene selvfølgelig ikke lærlinge ind, men i omkring 1912 nåede byggeriet igen et rimeligt omfang, og det blev nu et problem for mestrene at skaffe den nødvendige faguddannede arbejdskraft. Arbejdet var tilbage, men det var dårligt kommet i gang, før man måtte slås med et af de problemer, som 1. verdenskrig medførte; materialemangel. Gips blev indført hovedsaligt fra Tyskland, og i krigens sidste år var der store vanskeligheder forbundet med at skaffe nok materiale. Dette var naturligvis et problem som gentog sig under 2. verdenskrig.

Den store mangel på gips, resulterede i en produktion af regenereret gips, dvs. gipsrester fra værkstederne blev knust og brændt på ny. Kvaliteten af denne gips var meget ringe. I krigens sidste år, beslaglagde myndighederne de resterende gipslagre til fordel for læger, hospitaler og livsvigtige virksomheder.

Læs mere om gips af ringe kvalitet og konsekvenserne ved det